Parkeringsplads på Frederiksberg opnår international berømmelse
Frederiksberg Forsyning og amerikanske Nuvve viser vejen til en grønnere omstilling og har via et banebrydende samarbejde sat en frederiksbergsk parkeringsplads på verdenskortet
Midt i hjertet af Frederiksberg, tæt på Frederiksberg Hospital, ligger Frederiksberg Forsyning, der leverer gas og vand til kommunens borgere. Tilbage i 2016 besluttede virksomheden sig for at tage ejerskab og gøre noget aktivt i forhold til den grønne omstilling. De ville reducere deres CO2-udledning og indgik derfor partnerskab med den amerikanske virksomhed Nuvve, der med sin V2G-platform leverer smarte ladeløsninger til elbiler.
V2G står for Vehicle-to-Grid og muliggør tovejsopladning af elkøretøjer. Via intelligent opladning får flåderne altid de laveste driftsomkostninger og energien fra de indbyggede batterier kan overføres til andre anlæg, når der er behov for det.
Partnerskabet kan i dag fejre sit femårsjubilæum og har grundet sin store succes tiltrukket nysgerrige besøgende fra hele verden, eksempelvis Japan. Parkeringspladsen på Frederiksberg er blevet et skoleeksempel på, hvordan V2G-teknologien ikke blot er et smart koncept, men rent faktisk også en kommercielt tilgængelig løsning i forhold til opladning af elkøretøjer og fremtidens elnet.
Grøn strøm til Frederiksberg
Nuvves rejse med Frederiksberg Forsyning startede som en del af Parker Project, et forskningsprojekt anført af Danmarks Tekniske Universitet, der skulle undersøge fordelene ved V2G i en eksisterende bilpark. Helt konkret samlede projektet flere elektriske køretøjsbatterier, der skulle agere primær frekvensstyret normaldriftsreserve til Energinet, der deltog som transmissionssystemsoperatør på projektet. Nuvve modtog feedback fra Energinet for at imødekomme de branchespecifikke krav og leverede en fast kapacitet af overskydende energi fra flådens batterier til FCR-N-markedet.
Her fem år senere er Nuvves V2G-løsning på Frederiksberg fortsat i brug og fungerer som et intelligent energilager, der leverer netydelser og skaber indtægter takket være aftalen med Frederiksberg Forsyning. Når flådens elbiler er parkeret og holder stille, gør Nuvve dem til energilagre, netudbydere og aktiver til bygningsstyring, som leverer strøm til belysningen i Frederiksberg Forsynings bygninger.
Godt for økonomien og miljøet
Trods de økonomiske fordele er chaufførerne stadig Nuvves prioritet nummer ét. Af samme årsag overvåger de systemerne døgnet rundt og sikrer, at bilerne altid lever op til alle krav og er klar til dagens opgaver.
”Vi har siden implementering af V2G-teknologien for fem år siden oplevet betydelige fordele,”
siger Kristian Beyer, chef for strategi hos Frederiksberg Forsyning.
“Ikke alene har vores elbiler altid været fuldt opladet, men når bilerne har holdt parkeret på vores grund, har de i gennemsnit fungeret som en del af elnettet 17 timer om dagen. Det har genereret en indtægt, der kan bruges til at holde flåden ved lige og har gjort os grønnere på enhver tænkelig måde,” siger Kristian Beyer, chef for strategi hos Frederiksberg Forsyning.
Den øgede indtægt giver Nuvve mulighed for at give kunderne en lavere samlet omkostning ved ejerskab af elektriske køretøjer gennem fordele såsom reducerede ladeomkostninger, lave eller gratis energiomkostninger til kørsel, flådestyringsværktøjer og årlig vedligeholdelse.
Nuvve arbejder løbende på at udvide sit V2G-aftryk på tværs af Danmark og andre Europæiske lande, så endnu flere virksomheder og private kan få glæde af fordelene ved V2G.
Om Nuvve
Nuvve fremskynder elektrificering af transportmidler gennem sin vehicle-to-grid-platform (V2G). Virksomhedens mission er at sænke omkostningerne ved ejerskab af elbiler og samtidig støtte integrationen af vedvarende energikilder, inklusive sol og vind. Nuvves Grid Integrated Vehicle, GIVe-platform, understøtter den næste generation af elektriske køretøjsflåder gennem intelligente tovejsopladningsløsninger. Siden grundlæggelsen i 2010 har Nuvve lanceret vellykkede V2G-projekter på fem kontinenter og implementerer kommercielle tjenester over hele verden gennem partnerskaber med forsyningsselskaber, bilproducenter og elektriske køretøjsflåder. Nuvve har hovedkontor i San Diego, Californien og kan findes online på https://nuvve.com/denmark/
Hvad er V2G?
V2G står for Vehicle-to-Grid og muliggør tovejsopladning af elkøretøjer. Via intelligent opladning og tarifstyring sørger Nuvve med V2G for, at flåderne altid har de laveste driftsomkostninger. Når bilen ikke selv har brug for energien, kan det indbyggede batteri fungere som energikilde til andre anlæg, ligesom det bliver nemmere at lagre og absorbere vedvarende energi.